Jobmesse inspirerede beboere i Munkebo

Rengøring, vvs, tømrer, elektriker, anlægsgartner, maler og flytteopgaver.

Der var masser af inspiration at hente til job, elev- eller lærlingplads, da boligorganisationen ALFABO i samarbejde med Jobcenter Kolding inviterede til en anderledes jobmesse tirsdag den 1. juni for beboerne i boligområdet Munkebo i Kolding.

Ved messen deltog en række lokale virksomheder med hver deres stand i Munkebos fælleshus Den Grønne Gren. Her havde beboerne mulighed for en uformel snak og for at hente inspiration til job.

”Vores mål med jobmessen er at hjælpe beboere i Munkebo - uden tilknytning til arbejdsmarkedet - i arbejde”, siger direktør i ALFABO, Erik Lønne Gottfredsen og tilføjer:

”Der er mange stærke ressourcer i vores boligområde. Hvis vi kan hjælpe med at skabe relationer mellem beboere og virksomheder, så er vi godt tilfredse”.

Et vigtigt signal
Stefan Nielsen, teamleder hos Jobcenter Kolding, hilser ALFABOs initiativ velkommen.

”Der bliver sendt et vigtigt signal om, at her er en boligforening, nogle lokale virksomheder og et jobcenter, der gerne vil hjælpe beboerne i området”, siger han og tilføjer:

”Uanset om det blot er en snak, et reelt job eller en lære- eller elevplads, så handler det om at fremtidssikre. Sådan et initiativ har stor betydning på sigt”.

Mohammed Walid Ahmad, der er 16 år og bor på Palmeallé i Munkebo, er blandt de beboere, der kiggede forbi jobmessen. Efter sommerferien har han brug for et job og efter et besøg hos vikarbureauet Staffs stand, er han skrevet op til flytteopgaver i forbindelse med renoveringsprojekter i Munkebo.

”Jeg kan godt lide idéen med sådan en jobmesse. Det er effektivt, fordi man hurtigt skaber den personlige kontakt”, siger han.

Beboerne skal involveres
For René Nielsen fra Staff er netop det personlige møde vigtigt, når der skal rekrutteres folk.

”Vi vil gerne tænke beboerne i Munkebo ind i flytteopgaverne i forbindelse med genhusning- og renoveringsprojekter i området. Det kan ende i et fast job. Vi skal bruge folk hele tiden”, siger han.

Michael Holm fra Holm’s Anlægsgartneri ApS er også glad for muligheden for at deltage på jobmessen.

”Vi laver en del for ALFABO her i Munkebo, så det giver god mening at få fat i nogle af beboerne fra området og involvere dem i arbejdet”.

Mohammed Walid Ahmad er 16 år og bor på Palmeallé i Munkebo. Han kiggede forbi jobmessen og fik en aftale med hjem.

Mohammed Walid Ahmad er 16 år og bor på Palmeallé i Munkebo. Han var blandt de beboere, der kiggede forbi jobmessen og fik en aftale med hjem.

Der blev skabt relationer mellem beboere og virksomheder på jobmessen i boligområdet Munkebo.

Der blev skabt relationer mellem beboere og virksomheder på jobmessen i boligområdet Munkebo.