Første spadestik til et nyt oplevelses- og læringsrum i Munkebo er taget, og børn, voksne og ældre i området kan få glæde af den nye attraktion i begyndelsen af foråret.

Oplevelses- og læringsrummet vil bestå af bede med vilde blomster og stauder, træer, træstammer og højt græs, som inviterer sommerfugle, insekter og fugle ind i anlægget. Attraktionen er blevet til gennem et tværfagligt samarbejde mellem ALFABO, ALFABOs organisationsbestyrelse, afdelingsbestyrelsen i Munkebo, Munkevængets Skole og Katrine Turner fra Vildskab og støttet af blandt andet Kolding Kommunes bydelspulje, EWII samt Kolding Kommunes Den Grønne Fond. Holm's Anlægsgartneri står for arbejdet med at gøre selve anlægget til en realitet.

Udendørs biologilokale
Ifølge bygge- og udviklingschef i ALFABO Stefan Vestergaard er det meningen, at oplevelses- og læringsrummet skal understøtte de flotte grønne områder i Munkebo med vild natur og biodiversitet.

”Oplevelses- og læringsrummet vil samtidig tilbyde Munkevængets Skole et udendørs biologilokale, hvor eleverne kan modtage konkret og undersøgelsesbaseret undervisning. Det skal også være et udflugtsmål for institutionerne i bydelen,” siger Stefan Vestergaard.

Aktivitetsdage
Oplevelses- og læringsrummet vil blive placeret ved det grønne område ved siden af afdelingens fælleshus Den Grønne Gren, hvor tarzanbanen og hoppepuden også ligger. I løbet af foråret vil der blive afholdt aktivitetsdage for børn, voksne og ældre, hvor der blandt andet skal plantes blomster og stauder i de mange bede.

Udviklingen af oplevelses- og læringsrummet er en del af ALFABOs arbejde med fysiske omdannelser og sociale tiltag i bydelen. Arbejdet skal blandt andet munde ud i flere aktiviteter og arrangementer og større sammenhængskraft på tværs af kulturelles skel i bydelen.

Oplevelses- og læringsrum i Munkebo

Oplevelses- og læringsrum i Munkebo