Socialøkonomisk flyttevirksomhed skal udføre flytteopgaver for ALFABO

ALFABO vil gerne bidrage til at skabe flere arbejdspladser til jobsøgende i forbindelse med de kommende renoveringsprojekter i området omkring Munkevængets Skole i Kolding.

I den forbindelse har ALFABO indgået aftale med den socialøkonomiske flyttevirksomhed Staff, som vil rekruttere flyttemedarbejdere fra boligområdet Munkebo i Kolding, gøre dem jobparate og inkludere dem i deres teams, som skal arbejde med flytteopgaverne i boligområdet.

”For ALFABO ligger det dybt at tage et socialt ansvar i samfundet, og vi glæder os over, at vi nu står med en aftale i hånden, som er til glæde for beboerne i området,” siger Bent Jacobsen, formand for bestyrelsen i ALFABO, og tilføjer:

”Desuden er arbejdsløshed et af de kriterier, som vi bliver målt på i ghettolovgivningen. Derfor er det et relevant redskab til at nedbringe arbejdsløsheden i boligområdet.”

En social indsats
ALFABO står overfor flere flytninger i forbindelse med fysiske omdannelser i Munkebo samt renoveringer i afdelingerne 104 og 108.

Hos Staff glæder man sig til at gøre flytningerne til en integreret del af den positive udvikling i Munkebo.

”Hos Staff er en flytning mere end en flytning. Hos os indgår der en social indsats med henblik på at integrere flytteopgaven i udviklingen blandt andet ved at skabe tryghed på tværs af etnicitet, alder og kulturelle tilhørsforhold,” siger René Bär-Nielsen fra Staff.

”Vi glæder os til sammen med ALFABO at skabe en bedre hverdag for flere med varige relationer og stærkere tilknytning til fællesskab og arbejdsmarked,” siger René Bär-Nielsen videre.

Arbejdet løber fra nu og frem til 2024.

Udover Staff og ALFABO har Kolding Kommune og Kolding Kommunes jobcenter bidraget til at realisere samarbejdet om den socialøkonomiske flyttevirksomhed.

Kontrakterne til samarbejdet mellem ALFABO og Staff underskrives i fælleshuset Den Grønne Gren i Munkebo. På billedet ses fra venstre Erik Lønne Gottfredsen, direktør i ALFABO, Bent Jacobsen, formand for ALFABO, og Morten Dittmann Nielsen fra Staff.

Kontrakterne til samarbejdet mellem ALFABO og Staff underskrives i fælleshuset Den Grønne Gren i Munkebo. På billedet ses fra venstre Erik Lønne Gottfredsen, direktør i ALFABO, Bent Jacobsen, formand for ALFABO, og Morten Dittmann Nielsen fra Staff.