Gå til forside

Her er det nemt at flytte til: ALFABO bygger attraktive boliger i Aale

Boligerne er naturskønt beliggende i et område med en blanding af parcelhuse, private og almene udlejningsboliger. Gudenåen, vandreruter, heste og kvæg vil være blandt nærmeste naboer.

Nyhed

dato

21.11.2023

Gode forhold for børnefamilier, et rigt foreningsliv, masser af arbejdspladser i området og ikke mindst Gudenåen, vandreruter og dyreliv som nærmeste naboer.

I byen Aale, som ligger i Hedensted Kommune, er du tæt på det hele, men stadig med højt til himlen og masser af frisk luft og plads omkring dig.

For den almene boligorganisation ALFABO var der derfor også oplagt at medvirke til udvikling af byens nye boligområde ved Blomsterengen. Et boligområde bestående af parcelhuse samt private og almene udlejningsboliger.

”Her er tale om et attraktivt område. Og vores boliger er velegnede til børnefamilier, par og enlige, der ønsker en nem og moderne bolig med tilhørende privat terrasse,” fortæller ALFABOs formand, Bent Jacobsen.

Kvalitet og gode løsninger
Udviklingen af boligområdet ved Blomsterengen sker i samarbejde med Hedensted Kommune og den lokale entreprenør Jan Nordahl. Ifølge Nordahl fungerer samarbejdet mellem ham og ALFABO godt, fordi begge parter har høje standarder, når det handler om kvalitet i deres byggeri af boliger.

”ALFABO vil have kvalitet og løsninger, der holder længe og med mindst muligt vedligehold. Det er samme løsninger, vi selv går efter, så i mine øjne er det meget gode og fremtidssikre huse, boligselskabet opfører,” siger han.

Mette Wraa Nielsen, der er chefkonsulent, Strategisk Planlægning, Hedensted Kommune, fortæller, at kommunen har et stort ønske om at skabe udvikling i alle mindre bysamfund. Det kræver et mix af forskellige boligtyper, så der er noget på hylderne til forskellige mennesker, og netop det er almene boligselskaber som ALFABO gode til at hjælpe med.

”I Aale, hvor der sker rigtig meget, har ALFABO f.eks. opført 10 nye almene familieboliger. Det betyder, at vi får et mere moderne og varieret boligudbud, så man kan blive boende hele livet,” siger hun og tilføjer:

”På den måde kan ældre borgere måske flytte til en mindre krævende bolig, mens en børnefamilie kan overtage deres bolig og måske få opfyldt deres drømme i et parcelhus eller en landejendom. Det giver en god lokal dynamik”.

Kom til ÅBENT HUS
ALFABOs boliger på Blomsterengen forventes indflytningsklar februar 2024 og vil alle være på 89 m2 og indeholde stue med åbent køkken, 3 værelser, bad og entre/bryggers samt tilhørende privat terrasse.

 

De nye boliger kan allerede nu opleves, når ALFABO holder ÅBENT HUS torsdag den 7. december kl. 15-18, Blomsterengen 10-28, Aale.